Fotoalbum

Efter 10 år på Bønnerup Havn er grafikværkstedet flyttet til den gamle spejderhytte ved skoven. Værkstedet er fuldt indrettet til dybtryk, højtryk og litografi. Med dybtryk menes koldnålsraderinger og ætsninger, højtryk består hovedsaglig af træsnit og linolæumssnit samt reliefætsning af metalplader. I steden for ætsning med syre, benytter jeg jernklorid, som ikke kræver specielt ventilationsanlæg. Litografi også kaldt stentryk, er hverken dybtryk eller højtryk. På en sandkalksten kan man tegne eller male med et fedtholdigt materiale. Efter en kemisk proces fugtes stenen, som indvalses med den fede tryk farve som kun binder på det tegnede/malede område. Et papir lægges på og køres gennem pressen. Vupti, så har man et tryk som ligner en original tegning eller maleri. 

Værkstedet er hovedsaglig et Non-Toxic værksted, hvor jeg benytter produkter som normalt findes i køkken såsom: Olivenolie, soyasauce, eddike, rengøringsmidler, gulvpoolish m.m.
Trykfarven i Non-Toxic konceptet er AKUA fra USA. Den er lavet på soya-basis og kan vaskes af med vand og sæbe. 

Til store træsnit og litografi kan jeg dog ikke undvære at benytte trykfarver på oliebasis. Til rengøring af disse plader anvender jeg madolie og lugtfri lampeolie.